Kan vi snakke lidt om restemad?

Team Gaztro

Poul Herlev Lorentzen

Bestyrelsesmedlem

Kan vi ændre adfærden omkring restemad? Ganske få købere - B2B og B2B- synes det er særligt sexet, hvis en restaurant køber og skilter med, at de køber restpartier til deres menu.

Share Post:

Bekæmp madspild

Kan vi kombinere gastronomi med restpartier?

Den 5. oktober blev verden endnu engang mindet om, at dansk gastronomi hører til i verdensklassen. De københavnske restauranter Noma og Geranium blev kåret som verdens henholdsvis bedste og næstbedste restauranter. Og det er langt fra første gang, at disse to danske restauranter, og andre landsmænd med dem, bliver fremhævet for deres udsøgte kulinariske niveau og kreativitet. 

Dansk gastronomi har på relativt få år udviklet sig til et erhvervseventyr, der giver Danmark vækstmuligheder langt ud over landets grænser. Danmark og det nordiske køkken er for mange virkelig blevet en rejse værd. Rigtig mange købedygtige madturister lægger millionomsætninger hos restauranter, hoteller og andre oplevelsesvirksomheder hvert år.

Næsten samtidigt med, at vores gastronomiske flagskibe blev hædrede, kunne vi fra Folketingets talerstol i Statsministerens åbningstale høre, hvor store forventninger, der fra politisk side eksisterer til effekterne af en rettidig og målrettet grøn omstilling af det danske samfund. 

Således havde Statsministerens kig i krystalkuglen givet anledning til en vision, der lover godt for fremtiden. ”Vores industri får energi fra de danske energiøer og biogas fra landbruget. Og endnu flere i Danmark arbejder med at producere grønne løsninger til hele verden.” Opgaven er stor, men mulighederne mange.

Og netop her melder tanken sig. Hvorfor kombinerer vi ikke begge dele? Kan vi ikke drysse lidt verdensomspændende gastronomisk stjernestøv ud over en spirende grøn og bæredygtig adfærdsændring, stille digitaliserede værktøjer til rådighed og invitere til et globalt fællesskab mod madspild? 

Der er så mange gode kræfter i gang allerede, at det måske er på tide at alle bare snakker sammen. Og ikke kun med dem vi er enige med, og ikke kun i Danmark. Men også dem, der måske synes det er lidt irriterende at vi er nogen, der bringer det på banen.

Kan vi ændre synet på restpartier?

I Danmark har vi tænketanken ONETHIRD, madspildsappen Too Good To Go, bevægelsen Stop Madspild samt rigtig mange andre dygtige og velmenende interessenter fra både industri- og forbrugerside. De kæmper dagligt en brav kamp for at gøre det legitimt at købe f.eks. datokritiske madvarer med hjem. Fuldgode madvarer, som dermed bliver reddet fra containeren.

Men vi mangler stadig at forholde os til at ganske få købere – B2C og B2B – synes det er særligt sexet, hvis en restaurant eller kantine køber, og skilter med at de køber, restpartier til deres måltidsproduktion. 

Siden vi startede Gaztro.dk i forsommeren 2021 har vi formidlet salget af en lang række rigtig fine varepartier mellem købere og sælgere, der synes det var fantastisk både at gøre en god og samtidig bæredygtig handel. Men de bekymrer sig i stor udstrækning om, hvorvidt de kan sige højt, at de køber og anvender restpartier i deres køkkener.

Hvorfor forholder det sig sådan? Og hvad gør vi ved det? En lang række ambitiøse og visionære hoteller og restauranter arbejder målrettet og dygtigt med bæredygtighed. Men jeg er ikke stødt på én eneste, der skilter med at halvdelen af frokostbuffeten er kreativt og dygtigt sammensat af ugens restpartier fra leverandørside. Højst, at de forsøger at minimere egne rester.

Men måske skal vi starte hjemme hos os selv. Hvornår har vi selv sidst inviteret gæster på restemad og fortalt dem, at det var rester? Måske skal vi sætte os for at positionere begrebet og ordet Restemad, som et verdensomspændende fænomen? Og få dette danske ord optaget i de fleste hovedsprog. Akkurat som det er sket for det svenske ord Ombudsman.

Her tænker jeg, at vores gastronomiske superliga kunne spille en rolle. Kunne vi ikke lancere begrebet Restemad med lige så stor effekt som Nordic Cuisine eller Noma? Opfordre de fantastiske danske gourmetgenier til at udfordre deres publikum. Med bare en enkelt restemadsret ud af en 14-retters menu. Restemad à la Cuisine. Restemad du jour. Gourmet Restemad. Fisherman’s Restemad, eller noget i den retning.

Jeg er overbevist om, at vi kunne få omsat tusindvis af tons fuldgode madvarer fra industrien i Danmark, hvis bare vi kunne gøre det helt legitimt, og måske endda trendy, at købe måltider produceret og markedsført på basis af restpartier.

Men der er med garanti en række visionære mennesker, der allerede har tænkt tankerne videre. Så hvordan får vi sat Restemad på menuen?

Scroll to Top